Synlighed skaber relationer – del 2
Kender du fornemmelsen af at ville opdages, altså virkelig opdages på den måde, at drømmekunden, forlaget eller måske ”prinsen på den hvide hest” pludselig ringer? Den form for “held” kræver grundigt forarbejde og ikke mindst mod til synlighed.
Vov at tage ordet (selv om det er skræmmende §:o)
Min bedste “synlighedshistorie” handler om en 70 års fødselsdag, en gammel kompagnon og en improviseret tale. Min far var selvstændig rådgivende ingeniør og drev gennem rigtig mange år firma sammen med den samme mand. Gennem årene blev han mine søstres og min reserveonkel. Relationen løb desværre ud; alligevel skulle jeg med til hans fødselsdag. Jeg følte mig lidt på sidelinjen og havde derfor ikke regnet med at holde tale. Undervejs blev jeg alligevel inspireret, så jeg rejste mig og fortalte om hans store indflydelse på mit ordforråd: Alle de bandeord, jeg kender, sugede jeg til mig som barn, når han spillede bordtennis i vores kælder.
Efter talen kom hans søn, som jeg ikke havde set i mange år, hen og takkede mig for talen. Vi udvekslede livshistorier, og han tilbød at lægge et godt ord ind for mig hos kommunikationschefen i det store entreprenørfirma, han var ansat i. Dejligt! Og så hørte jeg ellers ingenting og tænkte, at det nok var alkoholen, der talte. Men sørme nej! Mere end et år efter ringede kommunikationschefen og indbød mig til en samtale, for nu havde de behovet. Firmaet er siden blevet TEKSTPERTENs største kunde.
Vov at bede om noget (selv om du samtidig vover pelsen §:o)
Da min fantastiske BNI-gruppe BNI Roskilde var i sin vorden, blev jeg spurgt, om jeg ville være sekretær for gruppen. Nej, sagde jeg med rystende stemme, jeg vil hellere være teamleder. OK, var svaret – og så stod jeg ellers i spidsen for gruppen i 1½ år, hvor jeg kørte alle møder, slog tonen an i gruppen, lagde strategi og sammensatte lederteams ad to omgange. Om jeg udviklede mig med opgaven? Ja, enormt. Var jeg synlig – også i den grad. Gav det pote? Ja – nu stiller jeg mig uden problemer op i enhver forsamling. Og samtidig har gruppen givet mig megen god forretning gennem årene.
Andre resultater, jeg har fået, fordi jeg vovede at bede om noget:
- Jeg har været rådgiver på Iværk & Vækst flere gange (og haft fornøjelsen af at gøre en forskel for mange iværksættere + få nye kontakter)
- Jeg har holdt workshop for ca. 40 Geek-girls om at skrive tekster til nettet (og uddelt mange workshopskataloger + fået nye modtagere af TEKSTnyheder).
- Jeg har holdt på-vej-hjem-møde for revisionsfirmaet KPMG om god kommunikation (og inspireret en række revisorer til at tænke over deres formidling)
- Jeg har blogget for Iværk 07 (og sat nystartede TEKSTPERTEN på landkortet)
- Jeg er konferencier for mit kor (og træner min foredragsmuskel).
Ingen af disse ting tjente jeg på umiddelbart – men det kostede heller ikke andet end min tid. Og tiden er godt givet ud §:o) Faktisk kan den skrives direkte på markedsføringsbudgettet, for jeg hører tiere og tiere fra nye bekendtskaber, at de allerede kender til mig og TEKSTPERTEN.
Hvis du føler, du har brug for en støttepille, når du tager ordet, kan jeg varmt anbetale Christina Steensgaard Høyers værktøjsbog “Tag ordet i din magt“.
Næste del handler om nogle af de måder, du kan betale dig til synlighed på.