Wednesday, December 8, 2010

Synlighed skaber relationer – del 2

Kender du fornemmelsen af at ville opdages, altså virkelig opdages på den måde, at drømmekunden, forlaget eller måske ”prinsen på den hvide hest” pludselig ringer? Den form for “held” kræver grundigt forarbejde og ikke mindst mod til synlighed.

Vov at tage ordet (selv om det er skræmmende §:o)
Min bedste “synlighedshistorie” handler om en 70 års fødselsdag, en gammel kompagnon og en improviseret tale. Min far var selvstændig rådgivende ingeniør og drev gennem rigtig mange år firma sammen med den samme mand. Gennem årene blev han mine søstres og min reserveonkel. Relationen løb desværre ud; alligevel skulle jeg med til hans fødselsdag. Jeg følte mig lidt på sidelinjen og havde derfor ikke regnet med at holde tale. Undervejs blev jeg alligevel inspireret, så jeg rejste mig og fortalte om hans store indflydelse på mit ordforråd: Alle de bandeord, jeg kender, sugede jeg til mig som barn, når han spillede bordtennis i vores kælder.

Efter talen kom hans søn, som jeg ikke havde set i mange år, hen og takkede mig for talen. Vi udvekslede livshistorier, og han tilbød at lægge et godt ord ind for mig hos kommunikationschefen i det store entreprenørfirma, han var ansat i. Dejligt! Og så hørte jeg ellers ingenting og tænkte, at det nok var alkoholen, der talte. Men sørme nej! Mere end et år efter ringede kommunikationschefen og indbød mig til en samtale, for nu havde de behovet. Firmaet er siden blevet TEKSTPERTENs største kunde.

Vov at bede om noget (selv om du samtidig vover pelsen §:o)
Da min fantastiske BNI-gruppe BNI Roskilde var i sin vorden, blev jeg spurgt, om jeg ville være sekretær for gruppen. Nej, sagde jeg med rystende stemme, jeg vil hellere være teamleder. OK, var svaret – og så stod jeg ellers i spidsen for gruppen i 1½ år, hvor jeg kørte alle møder, slog tonen an i gruppen, lagde strategi og sammensatte lederteams ad to omgange. Om jeg udviklede mig med opgaven? Ja, enormt. Var jeg synlig – også i den grad. Gav det pote? Ja – nu stiller jeg mig uden problemer op i enhver forsamling. Og samtidig har gruppen givet mig megen god forretning gennem årene.

Andre resultater, jeg har fået, fordi jeg vovede at bede om noget:

  • Jeg har været rådgiver på Iværk & Vækst flere gange (og haft fornøjelsen af at gøre en forskel for mange iværksættere + få nye kontakter)
  • Jeg har holdt workshop for ca. 40 Geek-girls om at skrive tekster til nettet (og uddelt mange workshopskataloger + fået nye modtagere af TEKSTnyheder).
  • Jeg har holdt på-vej-hjem-møde for revisionsfirmaet KPMG om god kommunikation (og inspireret en række revisorer til at tænke over deres formidling)
  • Jeg har blogget for Iværk 07 (og sat nystartede TEKSTPERTEN  på landkortet)
  • Jeg er konferencier for mit kor (og træner min foredragsmuskel).

Ingen af disse ting tjente jeg på umiddelbart – men det kostede heller ikke andet end min tid. Og tiden er godt givet ud §:o) Faktisk kan den skrives direkte på markedsføringsbudgettet, for jeg hører tiere og tiere fra nye bekendtskaber, at de allerede kender til mig og TEKSTPERTEN.

Hvis du føler, du har brug for en støttepille, når du tager ordet, kan jeg varmt anbetale Christina Steensgaard Høyers værktøjsbog “Tag ordet i din magt“.

Næste del handler om nogle af de måder, du kan betale dig til synlighed på.

Posted by TEKSTPERTEN in 13:34:32 | Permalink | Comments Off

Wednesday, December 1, 2010

Synlighed skaber relationer – del 1

Ja, ja – jeg ved det godt. Måske er det bare en banal betragtning, men på sådan en almindelig onsdag har jeg fået det smækket i fjæset et par gange:

  1. Mit fantastiske forretningsnetværk BNI Roskilde mødtes for første gang et nyt sted. Lokalet er både hyggeligere og mindre, og det betyder, at vi både kan høre og mærke hinanden bedre. Især kan vi nu (igen) høre de skæve og sjove bemærkninger, som får os til at grine sammen. Vi er mere synlige, simpelthen. Mennesker, der griner sammen, skaber en relation. Og det siger vist sig selv, at relationer er altafgørende i et netværk, hvor formålet er at skabe forretning via relationsmarkedsføring (markedsføring gennem anbefalinger).
  2. I fygende sne begav jeg mig ad kringlede markveje (også kaldet dødsruten §:o) fra Tølløse til nabobyen Hvalsø. Hvorfor? Fordi min yndlingsfrisør Lone, som forstår både mig og mine krøller, nu klipper dér. Lone er ikke kun min favoritfrisør, hun er meget vellidt her i byen. Så selvfølgelig sørgede hendes nye mester for at indrykke et par solide annoncer i lokalsprøjten og fortælle om sin nye medarbejder. Det var bare for flere måneder siden, hvor jeg IKKE havde behov for at blive klippet. Så da jeg begyndte at få svært ved at se ud af øjnene, var gode råd dyre - for hvad pokker hed salonen???????? Aviserne var forlængst brændt, og Google gav ingen resultater. Heldigvis har Lone en mester med sans for markedsføring, så i forrige uge var der igen en annonce – verdens mindste, placeret under “Mærkedage”. “Vi siger tillykke til Lone med, at læretiden nu er overstået” – og så et billede. Sådan en annonce koster mindre end 100 kr. men skaber synlighed og fornyer vores relation. Genialt!

 Alle undersøgelser viser, at det er relationer, vi køber, ikke produkter. Og det er helt sikkert relationen, der gør, at vi bliver hos en leverandør. Så hvad vil du gøre i det nye år for at blive mere synlig og skabe bedre relationer til dine kunder?

PS Jeg kommer med et par idéer i næste uge.

Posted by TEKSTPERTEN in 17:20:27 | Permalink | Comments Off

Monday, November 8, 2010

Geek Girl – ja da!

Det var en stor fornøjelse at være i selskab med 149 andre Geek Girls i lørdags. I følge min engelsk-dansk ordbog er en geek et kedeligt drys eller en nørd. Hold da op, Gyldendal! Den holder altså IKKE i 2010. Jeg så ikke ét kedeligt drys men derimod masser af skønne kvinder med en lidenskabelig interesse for – blogging, iPodding, mode, mad, sociale medier, personlig udvikling, kommunikation, illustrationer, økonomi, personlig ledelse, successtrategier ….. og en hel  masse andre ting. En dejlig blandet skare, som jeg havde fornøjelsen af både at inspirere og lade mig inspirere af.

Undervejs blev vi forkælet med god mad, blandt andet kager fra La Glace og lakridskugler fra Johan Bülow, belagt med chokolade og rullet i guldstøv. De smagte skøøøønt – og så var man samtidig klædt på til at give et gyldent håndtryk (måske Bülow skulle udforske mulighederne for salg i DR?).

Tak til Henriette Weber, Karen Mardahl og de øvrige Backstage Geek Girls for et arrangement lige efter mit hovede: Gode input, gode mennesker og god mulighed for at udvide mit netværk.

Posted by TEKSTPERTEN in 12:19:47 | Permalink | Comments Off