TEKSTbloggen

Kender du fornemmelsen af at ville opdages, altså virkelig opdages på den måde, at drømmekunden, forlaget eller måske ”prinsen på den hvide hest” pludselig ringer? Den form for “held” kræver grundigt forarbejde og ikke mindst mod til synlighed.

Vov at tage ordet (selv om det er skræmmende §:o)
Min bedste “synlighedshistorie” handler om en 70 års fødselsdag, en gammel kompagnon og en improviseret tale. Min far var selvstændig rådgivende ingeniør og drev gennem rigtig mange år firma sammen med den samme mand. Gennem årene blev han mine søstres og min reserveonkel. Relationen løb desværre ud; alligevel skulle jeg med til hans fødselsdag. Jeg følte mig lidt på sidelinjen og havde derfor ikke regnet med at holde tale. Undervejs blev jeg alligevel inspireret, så jeg rejste mig og fortalte om hans store indflydelse på mit ordforråd: Alle de bandeord, jeg kender, sugede jeg til mig som barn, når han spillede bordtennis i vores kælder.

Efter talen kom hans søn, som jeg ikke havde set i mange år, hen og takkede mig for talen. Vi udvekslede livshistorier, og han tilbød at lægge et godt ord ind for mig hos kommunikationschefen i det store entreprenørfirma, han var ansat i. Dejligt! Og så hørte jeg ellers ingenting og tænkte, at det nok var alkoholen, der talte. Men sørme nej! Mere end et år efter ringede kommunikationschefen og indbød mig til en samtale, for nu havde de behovet. Firmaet er siden blevet TEKSTPERTENs største kunde.

Vov at bede om noget (selv om du samtidig vover pelsen §:o)
Da min fantastiske BNI-gruppe BNI Roskilde var i sin vorden, blev jeg spurgt, om jeg ville være sekretær for gruppen. Nej, sagde jeg med rystende stemme, jeg vil hellere være teamleder. OK, var svaret – og så stod jeg ellers i spidsen for gruppen i 1½ år, hvor jeg kørte alle møder, slog tonen an i gruppen, lagde strategi og sammensatte lederteams ad to omgange. Om jeg udviklede mig med opgaven? Ja, enormt. Var jeg synlig – også i den grad. Gav det pote? Ja – nu stiller jeg mig uden problemer op i enhver forsamling. Og samtidig har gruppen givet mig megen god forretning gennem årene.

Andre resultater, jeg har fået, fordi jeg vovede at bede om noget:

• Jeg har været rådgiver på Iværk & Vækst flere gange (og haft fornøjelsen af at gøre en forskel for mange iværksættere + få nye kontakter)
• Jeg har holdt workshop for ca. 40 Geek-girls om at skrive tekster til nettet (og uddelt mange workshopskataloger + fået nye modtagere af TEKSTnyheder).
• Jeg har holdt på-vej-hjem-møde for revisionsfirmaet KPMG om god kommunikation (og inspireret en række revisorer til at tænke over deres formidling)
• Jeg har blogget for Iværk 07 (og sat nystartede TEKSTPERTEN  på landkortet)
• Jeg er konferencier for mit kor (og træner min foredragsmuskel).

Ingen af disse ting tjente jeg på umiddelbart – men det kostede heller ikke andet end min tid. Og tiden er godt givet ud §:o) Faktisk kan den skrives direkte på markedsføringsbudgettet, for jeg hører tiere og tiere fra nye bekendtskaber, at de allerede kender til mig og TEKSTPERTEN.

Hvis du føler, du har brug for en støttepille, når du tager ordet, kan jeg varmt anbetale Christina Steensgaard Høyers værktøjsbog “Tag ordet i din magt“.

Næste del handler om nogle af de måder, du kan betale dig til synlighed på.

Hvad tænker du, hvis jeg siger sorte negle og skaldet isse? Ja, ikke? Det samme siger Google, hvor de 2 top-resultater på dén søgning leder til sider på henholdsvis litteratursiden.dk og filmstriben.dk, der handler om ham; Dan Turéll aka Onkel Danny lever stadig, her 17 år efter sin død.

Den uge, vi hastigt nærmer os slutningen på, var udnævt til litteraturuge. I den anledning har jeg støvet nogle af mine litterære favoritter af – en af de største er netop Dan Turéll. Både som skønlitterær- og prosaforfatter holder han vand. Også i dén grad, faktisk.

Jeg har netop læst flere af krimierne i hans “Mord i….”-serie. Her boltrer han sig som en fisk i vandet og giver virkelig baghjul til nutidens femi-krimiforfattere. Han formåede både at skrue en god krimihistorie sammen og at fortælle den i et helt ustyrligt sprog, levende og morsomt. I “Vangede Billeder” er han tænksom og viser en enorm evne til at huske detaljer. Og i hans digte er han både livsklog og sprudlende, så også de er en fornøjelse for et sprogmenneske som mig. Hør bare her:

“Livet ER faktisk
ikke noget
problem

Undertiden virker det sådan
men dét er mere noget det lader som om
somme tider har det det med at være kostbar
som børn
når de vedholdende insisterer på
at man SKAL lægge mærke til dem -”

(Livets lektie)

Her var en mand, der glædede/glæder mange ved at gøre det, han var god til. Samtidig forstod han sig på (selv)branding, før det begreb rigtigt blev kendt. Inspirerende, ikke?

I går, mens jeg ventede på, at min bil blev færdig hos mekanikeren, så jeg et lettere surrealistisk indslag i Go’ Morgen Danmark. De havde helliget dagens program til Facebook i anledning af, at filmen om fænomenets bagmand, Mark Zuckerberg, havde premiere. De fortalte blandt andet, at Facebook siden premieren i 2004 nu er nået op på mere end ½ milliard brugere, heraf 2,5 millioner danskere (det er faktisk halvdelen af os, der “mødes” på den måde!). Og de havde besøg af en Facebook-ekspert (!), der fortalte, den oprindelige tanke med Facebook udelukkende var at skabe et redskab, så vi kunne følge med i hinandens liv; derfor er designet og opsætningen så relativ simpel. Alt sammen vældig fint og oplysende.

Så kom det: Et indslag om en Facebook-gruppe, oprettet af stand up komikerne Asmus Brandt og Nikolaj Stokholm, så sidstnævnte kunne eftersøge en pige, han havde småflirtet med en dag, hvor hun gik forbi hans vindue. En gruppe, som leder efter nogen, altså – ligesom omkring 300-400 andre grupper på fjæset. De 2 herrer har været gode til at sprede deres budskab, for gruppen har 500 medlemmer og har givet anledning til optræden i både aviser og DR – måske især, fordi de skrev støttesangen “Hvem var hun?” til sagen. Go’ Morgen Danmark sagde i første omgang nej til at omtale eftersøgningen. Så sagde de ja. Hvorfor? Fordi det viste sig, at det hele var tankespind fra Nikolaj Stokholms side – der var godt nok en, der fløjtede udenfor hans vindue, og han tænkte, at det kunne være en dejlig pige… og så byggede idéen ligesom sig selv op derfra. Asmus Brandt oprettede gruppen for at hjælpe sin gode ven med at finde drømmepigen, i god tro, siger han.

Fra at være en omsiggribende og romantisk måske-kærlighedshistorie blev historien altså nu den måde, de 2 komikere havde brugt Facebook til at skabe en viral kampagne for sig selv. Et eksperiment, siger Nikolaj Stokholm, for hvor langt kunne den gå? Temmelig langt, må man sige. Den Facebook-ekspert, der netop havde været i studiet, lagde vægt på, at Facebook er en mulighed for selv at styre den historie, der bliver fortalt om os. Personlig branding, ville vi kalde det i min branche. En lille novelle om dit liv fortalt i småbidder i din statuslinje. Der er ingen tvivl om, at Facebook er et fantastisk redskab til at sprede et  budskab (jamen, undersøgelser har vist, at vi hvert år mister 11 millioner i Danmark p.g.a. spildt arbejdstid…). Det viser eksemplet med den forsvundne pige jo også. Spørgsmålet er så, hvilken historie, d’herrer komikere mener, de fortæller om sig selv i dette mediestunt? Jeg mener (og holder kurser  om), at kernen i markedsføring og branding netop er autenciteten, der opbygger tillid og relationer – og autentisk er det her s’gu ikke, tvært imod. Derfor mister de fuldstændig mig. Hvad mener du?