Tuesday, January 25, 2011

Peter Pedal og gratis smagsprøver

Ja, der er lærdom overalt. I morges lærte jeg af Peter Pedal §:o)

Den meget foretagsomme iværksætter-abe skal i dette afsnit passe en chokoladebutik, mens ejeren henter flere varer. For at holde ventende kunder lidt i ro, deler Peter gratis smagsprøver ud – til ejerens store fortrydelse, da hun opdager det. De har solgt 34 chokolader og delt 190 ud gratis! Nu har hun ikke råd til at købe nye råvarer og må lukke butikken, klager hun, og Peter går nedslået hjem.

Men….

Dagen efter strømmer det til med nye kunder, som har smagt chokoladerne og bare MÅ have flere! De 190 gratis smagsprøver viser sig at være rigtigt godt givet ud; investeringen kommer mange gange igen.

Har du tænkt på at give gratis smagsprøver fra din “butik”? Selv om du måske føler, du giver guld væk gratis, kan det vise sig at være en rigtig god strategi på længere sigt. Små, nyttige prøver på din kunnen vil lokke kunder til, som vil have mere af det gode.

Selv har jeg netop lavet Facebook-siden “Gratis råd om markedsføring og PR”, som sætter mig i kontakt med mennesker, som jeg ellers ikke ville nå. Derudover arbejder jeg på en e-bog om god e-mailkultur.  Andre gratis smagsprøver kan være infomøder, gratis oplæg for netværk eller brancheorganisationer, blogs (!), en brevkasse eller gode nyhedsbreve med nyttigt indhold.

Hvilke smagsprøver har du god erfaring med at dele ud?

Posted by TEKSTPERTEN in 11:21:47
Comments

Comments are closed.