Tuesday, January 25, 2011

Peter Pedal og gratis smagsprøver

Ja, der er lærdom overalt. I morges lærte jeg af Peter Pedal §:o)

Den meget foretagsomme iværksætter-abe skal i dette afsnit passe en chokoladebutik, mens ejeren henter flere varer. For at holde ventende kunder lidt i ro, deler Peter gratis smagsprøver ud – til ejerens store fortrydelse, da hun opdager det. De har solgt 34 chokolader og delt 190 ud gratis! Nu har hun ikke råd til at købe nye råvarer og må lukke butikken, klager hun, og Peter går nedslået hjem.

Men….

Dagen efter strømmer det til med nye kunder, som har smagt chokoladerne og bare MÅ have flere! De 190 gratis smagsprøver viser sig at være rigtigt godt givet ud; investeringen kommer mange gange igen.

Har du tænkt på at give gratis smagsprøver fra din “butik”? Selv om du måske føler, du giver guld væk gratis, kan det vise sig at være en rigtig god strategi på længere sigt. Små, nyttige prøver på din kunnen vil lokke kunder til, som vil have mere af det gode.

Selv har jeg netop lavet Facebook-siden “Gratis råd om markedsføring og PR”, som sætter mig i kontakt med mennesker, som jeg ellers ikke ville nå. Derudover arbejder jeg på en e-bog om god e-mailkultur.  Andre gratis smagsprøver kan være infomøder, gratis oplæg for netværk eller brancheorganisationer, blogs (!), en brevkasse eller gode nyhedsbreve med nyttigt indhold.

Hvilke smagsprøver har du god erfaring med at dele ud?

Posted by TEKSTPERTEN in 11:21:47 | Permalink | Comments Off

Friday, January 14, 2011

Synlighed skaber relationer – del 3

Now coming to a theatre near you! 3. del af serien om den synlighed, der skaber relationer. 

Første trin, når du vil betale dig til synlighed, er en god plan. Det er nemlig meget let at bruge (mange) penge på diverse platforme – meget hurtigt. Derfor skal du nøje tænke igennem:

  1. Hvem er min målgruppe?
  2. Hvordan når jeg dem bedst?
  3. Hvor mange penge vil jeg bruge pr. måned?

Så er det tid at overveje hvilke trin, du selv kan tage, og hvor du har brug for hjælp. Spørg dit netværk om deres erfaringer; de fleste mennesker elsker, når deres erfaringer kan bruges af andre §:o)

Her kommer en lille gennemgang af de mest oplagt muligheder for betalt synlighed:

Søgemaskineoptimeret hjemmeside (SEO)
80-90 % af alle nykøb starter med en søgning på nettet via en søgemaskine – og søgemaskine er efterhånden blevet synonymt med Google. De fleste virksomheder i dag har en hjemmeside, men rigtig mange tænker ikke over, at en hjemmeside, der ikke gøres synlig, er som en butik i en baggård. Det er vigtigt at tænke søgeord og kundebehov ind i hjemmesiden fra starten, så du får en både brugervenlig og synlig hjemmeside. Husk, at søgeordene skal anvendes i både teknik og tekst, hvis søgemaskineoptimeringen skal være rigtig effektiv.

Annoncer på Google og Facebook
Google Addwords…  Annoncer, der kommer op, når der bliver søgt på udvalgte søgeord. Indrømmet: Jeg har ikke den store erfaring med disse annoncer, men min personlige holdning er, at de betalte annoncer på Google er mindre troværdige end søgningsresultaterne. Når et firma ligger først i en Google-søgning betyder det, at der er god trafik på deres hjemmeside; de har altså på sin vis fortjent min opmærksomhed og må være seriøse. Annoncerne kan enhver betale sig fra. Når det er sagt, så kender jeg faktisk virksomheder, der har stor succes med Google Addwords.

Med Facebook-annoncerne er lidt en anden sag. Her kan du målrette dine annoncer, så de bliver vist på væggen hos netop din målgruppe – altså mennesker, der interesserer sig for de emner, du arbejder med. Det virker ret smart, synes jeg, og glæder mig til at prøve kræfter med dette redskab for at få flere workshop-deltagere i TEKSTperimentariet.   

For både Googles og Facebooks annoncer gælder det, at du betaler pr. klik – hver gang, en interesseret klikker på annoncen, koster det et fastlagt beløb. Det betyder, at det er vigtigt at fastlægge dit budget nøje. Til gengæld vil det tælle til fordel for din placering på Google, hver gang du har en interesseret inde på hjemmesiden, ligesom du via dit nyhedsbrev kan skabe en mere varig relation §:o)

PR
Faktisk er PR defineret som gratis markedsføring. Men – den gratis omtale kommer altså først, når du gør en indsats for den, og det vil ofte involvere en PR-kyndig hjælper. Undersøgelser viser, at vi tror mere på det redaktionelle stof end på annoncerne i diverse aviser og blade, så penge lagt på PR kan vise sig at være endog rigtig godt brugt – en god historie breder sig nemlig som ringe i vandet.

For at komme i medierne skal du først og fremmest kende pressens spilleregler. Dem kan du læse om i mine Tips til gode tekster. Vil du selv prøve kræfter med pressemeddelser, får du både indsigt i den journalistiske tankegang og de rigtige værktøjer til at skrive en pressemeddelelse i TEKSTperimentariet – om pressemeddelser der virker.

Uanset, hvor du vælger at lægge dine markedsføringspenge, skal du huske at holde øje med resultatet. Når du ved hvad, der virker, og hvad, der ikke gør, kan du løbende revidere din indsats for øget synlighed.

Posted by TEKSTPERTEN in 13:02:38 | Permalink | Comments Off

Tuesday, January 4, 2011

Hooloo booloo – Lise, hvor er du henne?

Jeg ved det godt – jeg skylder en gennemgang af betalte veje til synlighed. Og det paradoksale er, at jeg i stedet har været alt andet end synlig!

Efter en december hvor jeg spejdede og spejdede efter det der stik, der skulle trækkes ud (og efterhånden følte, jeg traaaak mig selv hen til det ved hjælp af ledningen…) har jeg stor-nydt at være helt usynlig mellem jul og nytår. Juleferien har simpelthen stået på ikke-computer, i afslapningens og familiesamværets tegn.  Fantastisk og gen-opladende §:o)

Således begavet med både et nyt år og ny energi har jeg kastet mig over arbejdet med en e-bog om god mail-kultur. Den udkommer om et par måneder. Blogindlægget om mere synlighed kommer læææænge inden da, og i mellemtiden vil jeg invitere dig til at læse min blog på oestrogen.dk om netop fordelene ved at trække stikket ud ind imellem:

http://forum.oestrogen.dk/blogs/tekstperten/archive/2010/12/17/plac-233-r-f-248-rst-iltmasken-over-din-egen-mund.aspx

Posted by TEKSTPERTEN in 14:34:02 | Permalink | Comments Off