At være eller ikke at være… på Facebook
I går, mens jeg ventede på, at min bil blev færdig hos mekanikeren, så jeg et lettere surrealistisk indslag i Go’ Morgen Danmark. De havde helliget dagens program til Facebook i anledning af, at filmen om fænomenets bagmand, Mark Zuckerberg, havde premiere. De fortalte blandt andet, at Facebook siden premieren i 2004 nu er nået op på mere end ½ milliard brugere, heraf 2,5 millioner danskere (det er faktisk halvdelen af os, der “mødes” på den måde!). Og de havde besøg af en Facebook-ekspert (!), der fortalte, den oprindelige tanke med Facebook udelukkende var at skabe et redskab, så vi kunne følge med i hinandens liv; derfor er designet og opsætningen så relativ simpel. Alt sammen vældig fint og oplysende.
Så kom det: Et indslag om en Facebook-gruppe, oprettet af stand up komikerne Asmus Brandt og Nikolaj Stokholm, så sidstnævnte kunne eftersøge en pige, han havde småflirtet med en dag, hvor hun gik forbi hans vindue. En gruppe, som leder efter nogen, altså – ligesom omkring 300-400 andre grupper på fjæset. De 2 herrer har været gode til at sprede deres budskab, for gruppen har 500 medlemmer og har givet anledning til optræden i både aviser og DR – måske især, fordi de skrev støttesangen “Hvem var hun?” til sagen. Go’ Morgen Danmark sagde i første omgang nej til at omtale eftersøgningen. Så sagde de ja. Hvorfor? Fordi det viste sig, at det hele var tankespind fra Nikolaj Stokholms side – der var godt nok en, der fløjtede udenfor hans vindue, og han tænkte, at det kunne være en dejlig pige… og så byggede idéen ligesom sig selv op derfra. Asmus Brandt oprettede gruppen for at hjælpe sin gode ven med at finde drømmepigen, i god tro, siger han.
Fra at være en omsiggribende og romantisk måske-kærlighedshistorie blev historien altså nu den måde, de 2 komikere havde brugt Facebook til at skabe en viral kampagne for sig selv. Et eksperiment, siger Nikolaj Stokholm, for hvor langt kunne den gå? Temmelig langt, må man sige. Den Facebook-ekspert, der netop havde været i studiet, lagde vægt på, at Facebook er en mulighed for selv at styre den historie, der bliver fortalt om os. Personlig branding, ville vi kalde det i min branche. En lille novelle om dit liv fortalt i småbidder i din statuslinje. Der er ingen tvivl om, at Facebook er et fantastisk redskab til at sprede et budskab (jamen, undersøgelser har vist, at vi hvert år mister 11 millioner i Danmark p.g.a. spildt arbejdstid…). Det viser eksemplet med den forsvundne pige jo også. Spørgsmålet er så, hvilken historie, d’herrer komikere mener, de fortæller om sig selv i dette mediestunt? Jeg mener (og holder kurser om), at kernen i markedsføring og branding netop er autenciteten, der opbygger tillid og relationer – og autentisk er det her s’gu ikke, tvært imod. Derfor mister de fuldstændig mig. Hvad mener du?
