Humor er overlevelse
Det fik mig til at tænke på, at adfærdsbiologen Desmond Morris i bogen “Forstå din baby” skriver, at latter er vores reaktion på et “sikkert chok”, vores måde at kapere noget, der er svært at håndtere. Det er for eksempel det, der sker, når stand up’ere laver grin med krigen i Irak. Eller Politikens eksempel på en vits fra det hårdt prøvede Østberlin, mens muren stadig betød udtalt varemangel:
En mand står uden for et stort supermarked og kigger fortabt ned i sin indkøbspose. »Hvorfor ser du så fortabt ud?«, spørger en forbipasserende. Og manden svarer: »Jo, jeg er ude for at handle, men nu kan jeg ikke huske, om jeg har været inde i supermarkedet eller ej«.
Vittigheder om svære emner er en måde at lukke luften ud af en anspændt situation på. Den adfærdsbiologiske tolkning bygger på, at babyens latter er en mellemting mellem et højt vræl og tilfredse klukkelyde. Babyen har lyst til at vræle men føler ikke, der er brug for et rigtigt vræl. Som når mor stikker hovedet brat ned mod babyen og stopper i sidste øjeblik eller lægger an til at tabe babyen og selvfølgelig ikke gør det – babyen elsker det og lærer, at der ikke er fare på færde; det hele er bare en leg.
På samme måde er det med vores voksne humor. At vitsen fra Østberlin overhovedet er morsom bunder i, at indholdet nok er skræmmende, men at den bliver videregivet i en tryg stemning, af en ikke-skræmmende person.
Er det ikke skønt, at humor ikke bare er livgivende men faktisk også en måde at overleve på?
